https://www.podbean.com/media/share/pb-p4p6k-1a7b195
I de senere år er højreradikale aktivister i stadigt højere grad blevet internationalt orienteret. En af frontløberne for denne tendens er østrigeren Martin Sellner. Under Sellner lederskab udviklede den højreradikale bevægelse Generation Identitær sig på få år fra at være en ungdomsafdeling for en ubetydelig fransk bevægelse til at blive en pan-europæisk alliance med afdelinger i flere af kontinentets lande. Målet var at skabe en bevægelse med et præsentabelt image, som var i stand til at gøre højreradikale positioner stuerene i den brede offentlighed.
I starten af 2020’erne begyndte denne drøm dog at smuldre mellem hænderne på Sellner. I en lang række lande kollapsede Generation Identitær under vægten af dens mange skandalesager. Selv dens allierede holdt op med at tro på bevægelse. I de senere år er det på mirakuløs vis lykkedes Sellner at lave et comeback med en ny pan-europæisk identitær alliance. Denne gang er der dog tale om en langt mere broget og yderligtgående alliance, som risikerer at true Sellners mainstream-aspirationer.
Men hvordan formåede Sellner at skabe dette pan-europæiske netværk? Hvorfor har det internationale samarbejde været så vigtigt for ham? Og hvilke udfordringer har det givet for den identitære bevægelse? Disse spørgsmål er omdrejningspunktet for dette afsnit, som handler om Martin Sellners mangeårige forsøg på at skabe en højreradikal internationale.
Citater er oplæst af Mikkel Ahlberg Andersen
Gæst: Anita Nissen, postdoc ved Aalborg Universitet
Denne podcast er baseret på min bog Fascister i Fåreklæder? – den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede. Den kan købes her.
