Den identitære bevægelse er domineret af unge, internetkyndige aktivister og præsenterer sig selv som en ny type højrebevægelse, der endegyldigt har kappet båndene til højreradikalismens fascistiske fortid. Men gør de rent faktisk op med højreradikalismens mørke fortid, eller er de ikke andet end fascister i fåreklæder?

Mathias Hee Pedersen analyserer de identitæres ideologi og opridser de idéhistoriske spor, der fører fra Generation Identitærs Greenpeace-inspirerede aktivisme og alt-right-bevægelsens internetcentrerede kulturkamp via Det Nye Højre til mellemkrigstidens fascistiske tænkere.

Bogen viser, hvordan den identitære bevægelse forsøger at påvirke den politiske samtale og sporer bevægelsens indflydelse i store højrenationalistiske partier som Dansk Folkeparti, Lega Nord og Alternativ für Deutschland.

For den, der vil forstå hvilken trussel, højreradikalismen udgør i det 21. århundrede, er der ingen vej udenom den identitære bevægelse og dens idéhistoriske fundament.

Anmeldelser og omtale

“Bogens finmaskede idéhistoriske undersøgelse kunne dårligt være timet bedre, for den skildrer netop, hvordan Det Nye Højres idéer er i færd med at migrere ind i den offentlige samtale, ikke mindst på højrefløjen”

“(…) en grundig, øjenåbnende og meget urovækkende analyse af de højreradikale bevægelsers idégrundlag og strategi (…)”

“Idehistorikeren Mathias Hee Pedersen har med bogen “Fascister i fåreklæder?” skrevet en glimrende indføring i den identitære bevægelse”

“Mathias Hee Pedersens store bedrift er, at han kan formidle og analysere et stort stofområde. Han har rigtig godt styr på det omfattende tekstmateriale, han har været igennem. Så har han også analytisk distance til sit stof. Han analyserer og beskriver. Han forfalder ikke til at udstille eller moralisere”

“Mathias Hee Pedersen har skabt et fremragende værk til alle, som søger bedre at forstå den nye radikale højrefløjs logik og historie både uden for som inden for parlamentets mure. (…) en særdeles velskrevet og medrivende læseoplevelse”